Bliv medlem af Limfjordskoret

Der er enkelte ledige pladser i koret. Næste mulighed for at blive optaget er, når forårssæsonen begynder primo januar 2025. Kontakt dirigenten eller formanden, hvis du er interesseret i at være med.

 

Limfjordskoret øver om torsdagen fra kl. 19.00 til 21.30 på Skive Gymnasium (Store Sal), Egerisvej 180, Skive. Du kan du få lov at være med et par gange og se koret an, før du skal betale. Interesserede opfordres til at aflægge en stemmeprøve.
Vi stiller ikke krav om kor-erfaring eller nodekendskab, men man skal naturligvis kunne synge rent for at være med. På baggrund af stemmeprøven vurderer dirigenten, om han kan anbefale vedkommende at melde sig ind i koret, og hvilken stemmegruppe man hører til (sopran, alt, bas eller tenor).

Som medlem af Limfjordskoret er man med i et forpligtende fællesskab. For at sikre korets høje kvalitet skal man være indstillet på et stabilt fremmøde.

Det årlige kontingent er 1.000 kr. som indbetales til korets konto nr. 2600-6286724157. Kontingentet dækker undervisning (ca. 100 lektioner) - samt i et vist omfang deltagelse i fælles arrangementer. Medlemmerne betaler desuden selv koncert-tøjet, som er valgfri sort beklædning fra top til tå.

Korets arbejde

Hver øve-aften begynder med opvarmning og sangteknik. Her øver vi for eksempel vejrtrækning, klang, rytme og tonebevidsthed. Derefter træner vi de værker, der skal opføres.

Koncerter

Koret giver omkring fem koncerter i løbet af en sæson. Desuden kan man deltage i stævner og kor-lørdage.

Socialt samvær

Vi lægger stor vægt på godt kammeratskab i Limfjordskoret. Derfor har vi også i årets løb nogle fester eller andre sociale arrangementer, hvor vi lærer hinanden bedre at kende på det personlige plan.

Hver øveaften har vi ca. et kvarters kaffepause, hvor der er en livlig snak. Der kan købes kaffe for 5 kr., og medlemmerne skiftes til at tage kage med.

Afbud

Hvis man bliver forhindret i at møde, skal der meldes afbud til et bestyrelsesmedlem.